Barn og far - Slogan

HVAD ER  PAS ?

PAS = Parental Alination Syndrome
 
Kan bedst oversættes ved:       Forælder Fjendtliggørelses Syndromet (FFS)
 
I det sidste år har man i danske citatoversættelser af begrebet PAS brugt udtrykket ”Forælder Fremmedgørelses Syndromet. Det er dog  mere præcist at oversætte PAS med ”Forælder Fjendtliggørelses Syndromet” (FFS), idet den forælder syndromet går ud over ikke nødvendigvis er fremmed for barnet. Det, der dominerer forælderbilledet i barnets sind, er en forælder der er fjendtlig og ond. "Syndrom"  dækker over et begreb, der består af mere end ét symptom.
 
Definitionen bygger bl.a. på den ledende forsker, terapeut og retsrådgiver og professor i børnepsykiatri, Richard A. Gardners sidste 25 års litteratur om emnet:
Forælder Fjendtliggørelses Syndrometer en destruktiv forstyrrelse hos barnet, der primært opstår i forbindelse med forældremyndigheds- og samværskonflikter. De primære tegn hos barnet viser sig samtidig  med en tiltagende loyalitetskamp hos barnet. Barnet udvikler gradvist negative signaler mod den ene forælder, kaldet "skydeskiveforælderen". Det væsentlige her er, at det er signaler, som der ikke findes en reel  baggrund for hos barnet og skydeskiveforælderen. Forstyrrelsen er et resultat af den anden forælders indoktrinering af barnet mod  skydeskiveforælderen via åbenlys verbal ringeagt og via mere eller mindre skjulte påvirkninger, hvor bl.a. kropssprog, daglige små hentydninger og uhensigtsmæssig planlægning af barnets dagligdag i relation til samvær indgår. Efterfølgende bidrager barnet selv ved selv at fremføre ringeagtende evt. frygtbetonede udtalelser eller signaler mod den fjendtliggjorte forælder.
 
Slutbemærkninger:
Ofte inddrages den nærmeste familie, venner, børnehave og skole, der sammen med hel- og halvprofessionelle, uden den fornødne indsigt i fænomenet, kan polarisere sagen yderligere og derved optrappe en konflikt. Skaderne der påføres barnet via PAS er alvorlige og varige, hvis der ikke gribes ind i tide. De sidste fem og tyve års anerkendt forskning fortæller entydigt, at løsningen – uanset konflikt – er en øget konsekvens hos myndighederne med tvungen terapi, sanktioner ved manglende evne eller vilje til at medvirke, øget samvær og mulighed for  langt hurtigere og nemmere at overføre forældermyndigheden.
 
Jurister som har med disse sager at gøre skal have et grundigt kendskab til begrebet. Børnesagkyndige på alle niveauer skal lærer, hvorledes disse sager undersøges korrekt  og hvorledes den korrekte terapi gennemføres,  så der nås et resultat som tjener barnet og begge forældrene bedst. De skal lære at skelne mellem børnenes egne ønsker og børnenes langsigtede behov. På de næste sider fortælles om  FFS og gundpillerne i behandlingen gennemgås.
 
 
Hvad er  ”barnets tarv”, hvad er  ”bedst for barnet” når familier skilles? Begrebet har overordnet juridisk betydning, men er  ikke klart defineret. Det vil  blive gennemgået på en anden enkeltside.
 
Ved Peter Østrup, læge og familierådgiver
PSYKOTERAPEUTISK OG RETSLIG TILGANG TIL DE TRE TYPER  FAMILIER MED FORÆLDRE-FJENDTLIGGØRELSES-SYNDROM (FFS)
Richard A. Gardner, M.D, Ph.D.
(oversat til dansk af læge og familierådgiver Peter Østrup)
 
Fra kapitel ni: Family Evaluation in Child Custody Mediation, Arbitration and Litigation. (Familieevaluering ved mægling vedrørende omsorg for børn, juridisk og retslig) Cresskill N 1.: Creative Therapeutics (udg. sommer 1989).
 
[Pga. de forskellige landes forskellige opbygninger af familieretssystemet vil der for overskuelighedens skyld i det følgende alene blive henvist til "retten" og "dommeren". I  Danmark er systemet  tostrenget: et for forældremyndighedssager og et for samværssager. Her vil myndigheden, der træffer afgørelsen således nogle gange være dommeren i retten, andre gange vil det være sagsbehandleren i statsamtet/Overpræsidiet. Ligeledes er de familie- og børnesagkyndiges univers forskelligt opbygget og benyttet i de forskellige lande. Det væsentlige i det følgende er, at man entydigt anbefaler én terapeut til hele familien, der er ramt af  FFS samt at denne terapeut skal være specielt uddannet til at håndtere FFS-sager, være "tykhudet" og have et tæt samarbejde med retten, der skal kunne bakke hans (hendes) gøren op om nødvendigt med retslige sanktioner. Terapeuten kan have hjælpere, der ligeledes skal have et godt kendskab til FFS. (Oversætterens tilføjelse)]
 
Når der foreligger et forældre-fjendtliggørelses-syndrom.
Man kan inddele de familier, hvor børnene viser tegn til at lide af forældre-fjendtliggørelses-syndromet, i tre kategorier: alvorlige, moderate og milde. Selv om der faktisk er en kontinuerlig overgang, og mange tilfælde ikke passer direkte ind i en af disse kategorier, er differentieringen alligevel nyttig, især med tanke på terapeutisk tilgang. I hver af de tre kategorier er det ikke kun børnene, der er forskellige, det er også mødrene. Det er meget vigtigt at sagkyndige fastslår den rette kategori, hvis de skal kunne give de rigtige anbefalinger. I hver kategori vil jeg diskutere mødrene, børnene og den rigtige terapeutiske tilgang. Jeg vil bruge moren som eksempel på den foretrukne forælder, fordi det er sådan, det er i de fleste tilfælde, men de samme hensyn må også tages, hvis det er faren som er den foretrukne forælder. Jeg ønsker at understrege, at i mange af disse tilfælde er terapi ikke mulig uden rettens hjælp. Kun retten har magt til at pålægge disse mødre at stoppe deres manipulering og manøvrering, og det er kun retten som har mulighed til at anbringe børnene i det hjem, som bedst vil kunne  varetage dets behov på det aktuelle tidspunkt. Uden støtte fra retten har terapeuter, som behandler sådanne familier, ringe sandsynlighed for at få succes med behandlingen. Jeg kan ikke understrege dette stærkt nok.
 
 
 
Alvorlige tilfælde af forældre-fjendtliggørelses-syndrom.
Mødrene til disse børn er ofte fanatiske. De vil bruge enhver mulighed som byder sig (lovlig eller ulovlig) for at forhindre samvær. De er besat af fjendtlighed mod deres ex-mand. I mange tilfælde er de paranoide. Enkelte gange er de paranoide tanker og følelser isoleret til ægtemanden alene. I andre tilfælde er denne paranoia kun et eksempel på mange typer  paranoid tankegang. Ofte gav  paranoiaen sig ikke udslag før efter skilsmissen og kan derfor være et udtryk for den psykiske forværring som ofte ses i forbindelse med skilsmissestridigheder, især forældremyndighedskonflikter. Centralt i paranoiaen er projektionen. Disse mødre ser mange skadelige egenskaber i deres ex-mand som i virkeligheden findes hos dem selv. Ved at projicere disse uacceptable egenskaber over på deres ex-mand, kan de anse sig selv for at være uskyldige ofre. Når en incestanklage bliver  en del af 'pakken', kan de projicere deres egne seksuelle tilbøjeligheder over på ham. For at få anklagen igennem, kan de overdrive og forvrænge ethvert udsagn som børnene kommer med for at retfærdiggøre beskyldningen. Dette er ikke vanskeligt at gøre, fordi børn sædvanligvis vil have seksuelle fantasier, ofte i de mest bizarre former. Jeg er enig med Freud i at børn er " polymorft perverse " og at de derfor forsyner disse mødre med et righoldigt udvalg af materiale, der kan tjene som udgangspunkt for deres projektioner og beskyldninger.
 
Sådanne mødre reagerer ikke på logiske konfrontationer med virkeligheden eller ved at man appellerer til fornuften. De vil være i stand til at tro på de mest utrolige forestillinger. Erfarne behandlere indenfor mental sundhed, som hævder at der ikke findes belæg for sådanne beskyldninger, bliver  afvist af mødrene, med den begrundelse, at  de er imod dem eller fordi mødrene hævder at de er betalt af ægtemanden. Og dette er typisk for paranoid tankegang: den reagerer ikke på logik, og enhver konfrontation, som kan ryste systemet bliver  rationaliseret ind i det paranoide scenarium. Selv en retskendelse om at faren ikke er skyldig i morens anklager ændrer ikke hendes tro eller svækker hendes nedvurderingsscenarium. Energien til at udfolde dette raseri kommer fra fænomenet "helvede kender ingen værre furie end en forsmået kvinde".
 
Børnene til disse mødre er ligeså fanatiske. De har slået sig sammen med moren i et folie à deux forhold (forvildelsesfællesskab), hvor børnene deler morens paranoide tanker om faren. De kan blive grebet af panik ved tanken om at have samvær med faren. Deres skrig, som kan få blod til at stivne, deres paniske tilstand og fjendtlighed kan være så alvorligt, at samvær bliver  umulig. Hvis de bliver anbragt i farens hjem kan de flygte, blive paralyseret af en sygelig frygt eller blive så destruktive, at fjernelse er den eneste løsning. Til forskel fra børnene i de moderate og milde tilfælde, bliver  deres panik og fjendtlighed ikke reduceret i farens hjem, selv om de har været adskilt i længere  tid.
Når det gælder terapi i denne kategori er traditionel terapi for moren oftest ikke mulig. Hun er fuldstændigt uimodtagelig for behandling og vil anse en terapeut som ikke tror på hendes forskruede ideer for at stå i ledtog med hendes ex-mand. Terapeuten bliver  følgelig et led i det paranoide system. En retslig kendelse som pålægger hende behandling er værdiløs. Dommere er ofte naive, når det gælder deres tiltro til, at man kan pålægge en person en  behandling. Dette er en videreføring af deres generelle syn på verden, og at det at pålægge folk forskellige ting, er den bedste måde at opnå noget på. De fleste dommere er klar over, at de ikke kan pålægge en impotent ægtemand til at få erektion eller en frigid hustru til at opnå orgasme. Alligevel tror de på en eller anden måde, at de kan pålægge nogen, at have tiltro til terapi. Den sagkyndige bør fraråde retten at give en sådan fejlplaceret kendelse.
 
Terapi for børnene er, som oftest, heller ikke muligt hvis børnene fortsætter med at bo i morens hjem. Uanset hvor mange gange pr. uge de bliver  besøgt, repræsenterer den tid de har terapi kun en lille brøkdel af den samlede tid børnene bliver udsat  for morens nedvurdering af faren. Der er her tale om et sygt psykologisk bånd mellem moren og børnene, som ikke vil ændres af terapi så længe børnene forbliver boende i morens hjem. Hvis børnene fortsætter med at bo  i morens hjem vil børnene konstant blive udsat for et bombardement af nedrakning af faren og andre påvirkninger (åbent eller skjult ), som vil bidrage til en "cementering" af syndromet.
 
Det første skridt i retning af terapi bliver  følgelig fjernelse af børnene fra morens hjem og anbringelse i farens hjem - den påstået hadede forælder. Det er ikke sikkert at dette er let at få gennemført, og retten kan blive nødt til at  true med sanktioner og måske også fængsel, hvis moren ikke føjer sig. Efter overflytningen, skal der være en periode med psykisk og verbal  aflastning og ro (Am.: decompression,  debriefing), hvor moren ikke får nogen mulighed til at påvirke børnene.
 
Det man her håber, er at give børnene lejlighed til at genetablere et forhold til den fjendtliggjorte far, uden samtidig massiv  forurening af processen fra den hjernevaskende mor. Telefonsamtaler bør også forbydes over en periode på mindst nogle uger, måske længere. Så kan der, efter terapeutens bedømmelse, tages initiativ til en gradvis øgning af kontakten mellem moren og børnene, gerne ved at man begynder med overvågede telefonsamtaler. Der er imidlertid en fare for at disse vil blive brugt som lejligheder til at programmere børnene.
 
Derfor må denne periode med forsigtig og gennemtænkt fornyelse af kontakten med den hjernevaskende forælder overvåges med omhu for at forebygge at uroen  opstår på ny. I enkelte tilfælde kan behandlingen være vellykket. Det er især i de tilfælde hvor moren accepterer  at indgå i meningsfyldt terapi (det er dog oftest ikke  tilfældet med mødrene i denne kategori ). I disse tilfælde kan børnene til sidst vende tilbage til moren. Hvis hun derimod fortsætter med sin fjendtliggørelse overfor børnene, kan det blive nødvendigt at overføre forældremyndigheden til faren og kun tillade en samværshyppighed, som skal være så begrænset, at omfanget  beskytter børnene mod virkning af den massive reprogrammering fra moren. I ekstreme tilfælde kan man være nødt til at skille børnene fuldstændigt fra moren i mange måneder om nødvendigt  år. I disse tilfældene vil børnene i det mindste bo sammen med én forælder som er rask. Børnene vil da være i en situation hvor de kan høste frugterne af anbringelsen hos faren, selvom den fjendtlige holdning mod ham fortsætter fra morens side. Min erfaring i sådanne sager har imidlertid været, at det stærke had mod faren gradvist bliver  reduceret. Dette modsat hvis retten er naiv nok til at tillade at børnene forbliver boende hos den forstyrrede mor. Børnene vil da sandsynligvis udvikle en livslang fjendtlig indstilling til faren.
 
Når det gælder det individuelle terapeutiske arbejde med fædrene, refererer mine bemærkninger sig her til de fædre, som har været gode fædre, de som har involveret sig i betydelig grad med deres børn og på ingen måde fortjener det stærke had som de bliver  udsat for.
 
Det første skridt bliver at forklare dem, hvad der sker med deres børn og at hjælpe dem med ikke at tage det  had, som børnene har over for dem alt for alvorligt. Fædrene må  hjælpes til at værdsætte, at der er  opstået et stærkt sundt psykologisk bånd mellem dem og børnene i de tidligere år og at børnenes påstande om ham stort set er en facade. Fædre må derfor hjælpes til at blive "tykhudede”. Enkelte fædre bliver ganske mismodige og tænker alvorligt på at fjerne sig fuldstændigt fra deres børn, fordi  de afvisninger, de oplever, er så smertefulde. Mange vil endog få råd (sommetider fra velmenende terapeuter) om at "respektere" børnenes ønsker om ikke at se dem. Dette er en meget alvorlig fejl . En sådan fjernelse vil i almindelighed være skadelig for børnene. Fædrene må opfordres til at holde fast, til at fortsætte med at fortælle børnene hvor meget de holder af dem og aflede børnenes opmærksomhed, når emner  berører nedvurderingen af faren. Til tider kan det være nyttigt at opmuntre fædrene til at komme med udsagn som : "Du behøver ikke tale sådan til mig nu, når mor ikke er her." og "Jeg tror ikke et ord af det du siger. Du véd, og jeg véd, at vi er meget glade for hinanden og at vi har haft det godt sammen tidligere og at vi vil få det endnu bedre  sammen i fremtiden". Som nævnt kan den eneste fornuftige løsning i enkelte tilfælde være en permanent bopæl hos faren. I andre tilfælde kan det være fornuftigt med forskellige grader af samværsret med moren, i nogle tilfælde kan en tilbageflytning til moren til sidst være en  mulighed (med omfangsrigt samvær til faren).
 
Moderate tilfælde af forældre-fjendtliggørelses-syndromet (FFS)                     Mødrene til børn i denne kategori er ikke så fanatiske som dem i de alvorlige tilfælde, men er mere forstyrrede end dem i den milde kategori (som måske ikke har en psykiatrisk forstyrrelse). I mange af disse tilfældene er den-afviste-kvindes-raseri en faktor, som er vigtigere end bidraget fra den paranoide projektion. De er i stand til at skelne mellem de beskyldninger, der er urimelige, og de som ikke er det. De kører alligevel en nedrakningskampagne og har et tydeligt ønske om at holde børnene tilbage fra faren som en hævnakt. De vil finde på en række undskyldninger og udflugter for at blande sig  i og undgå samvær. De kan være uvillige til at rette sig efter retskendelser, men vil alligevel indrette sig under stærkt  pres, trusler om sanktioner og/eller overføring af forældremyndigheden, etc. Disse mødre er i mindre grad tilbøjelige til at være paranoide end dem i den alvorlige kategori. Når en beskyldning om seksuelt misbrug bliver bragt på banen i et forældre-fjendtliggørelses-syndrom, vil de være i stand til at skelne mellem børnenes urimeligste beskyldninger og dem som kan have en snert af sandhed i sig. Mens mødrene i den alvorlige kategori har et sygt  psykologisk bånd til børnene (ofte paranoidt), er mødrene i denne kategori tilbøjelige til at have et sundere psykologisk bånd, som er blevet kompromitteret af deres raseri. Mødrene i denne kategori har sandsynligvis været gode børneopdragere før skilsmissen.
I modsætning hertil har mødrene i den alvorlige kategori, selv om de ikke var tydeligt forstyrret før skilsmissen, ofte vist en tydelig nedsat evne i  rollen som børneopdragere før skilsmissen. Dette er årsagen til at mødrene som oftest kan fortsætte som forældremyndighedsindehaver, og retten og terapeuten kan ved fælles anstrengelser nå frem til at gøre  det muligt for børnene at genoptage  et normalt samvær med faren.
 
Børnene i denne kategorien er mindre fanatiske i deres bagvaskelse af faren end børnene i den alvorlige kategori, men mere  end dem i den milde kategori. De har også deres kampagner med nedrakning af faren, men vil sandsynligvis opgive  deres forestillinger, når de er alene med ham, især under længere perioder. Så snart børnene er  helt fjernet fra mødrenes overopsyn, vil de normalt falde til ro og slippe deres vagtsomme tilstand og herefter involvere sig på en god måde med faren. Et yngre barn har  ofte brug for støtte fra et ældre barn for at holde kampagnen gående. Under sådanne forhold optræder det ældre barn som et morsurrogat under samværene. Det primære motiv for børnenes optræden er at fastholde et sundt psykologisk bånd med moren.
 
Når det gælder  terapi for disse familier, er det vigtigt at én terapeut bliver  brugt. Dette er ikke en situation, hvor  moren skal have sin terapeut, faren sin terapeut og børnene deres egen. Et sådant terapeutisk program vil, selv om det synes at tage hensyn til hver enkelts individuelle behov  ikke fungere i forbindelse med behandlingen  af familier, hvor børnene udsættes  for et forældre-fjendtliggørelses-syndrom (FFS).  En sådan opdeling reducerer  kommunikationen og etablerer undersystemer med stærke personlige modsætningsforhold indenfor  familien, og vil derfor sandsynligvis forstærke  de sygelige vekselvirkninger som birager til forældre-fjendtliggørelses-syndromet. Det er også vigtigt, at terapeuten arbejder under retten og har mulighed for direkte kontakt med dommeren. Eventuelt via en procesværge (Evt. en "barnets advokat". Am.: "Guardian ad litem"), der kan lette kontakten.  Moren bør vide at enhver obstruktionspolitik fra hendes side øjeblikkeligt vil blive rapporteret til dommeren, enten af terapeuten eller barnet procesværge. Retten må være villig til at træffe afgørelse i form af sanktioner sanktioner, herunder bøder eller fængsel. Truslen om tab af forældremyndighed  kan også bidrage til at sådanne mødre "husker at samarbejde".
 
Hvis moren har sin egen terapeut, kan der udvikle sig et gensidigt beundringsforhold mellem dem, hvor terapeuten (bevidst eller ubevidst) bliver  morens støtte i kampen. Kvinder i denne kategori er gode til at vælge terapeuter som støtter deres uvenlige holdninger mod faren. Oftest vil moren vælge en kvinde som terapeut, især en kvinde som selv har en uvenlig indstilling til mænd. Det er typisk, at morens terapeut har minimal, hvis overhovedet nogen, kontakt med faren og således ikke lejlighed til at høre hans udgave af historien. Når de møder ham vil de helt typisk have en fjendtlig og usympatisk holdning. Følgelig udvikler moren og terapeuten ofte et folie à deux-forhold. Selv om retten ikke ønsker at forhindre  moren i at møde denne terapeut, gør den klogt i at  forbyder børnene at blive "behandlet" af hende (som nævnt, sjældent en mand ). Selv om retten skulle pålægge morens terapeut  at stoppe behandlingen af hende, er det sandsynligt at hun ville finde en anden person, som ville støtte hende. Dette er en anden årsag en til, at jeg generelt ikke anbefaler retten at standse behandlingen af moren hos den terapeut, som hun har et sygeligt forhold til.
 
Retten bør pålægge moren  at møde rettens terapeut, selv om hendes samarbejdsvilje sandsynligvis ikke vil være betydelig, og selv om hun vil være betydeligt påvirket af sin egen terapeut. Rettens terapeut må være tykhudet og i stand til at tolerere de skrig og beskyldninger om fejlbehandling som disse børn vil fremføre. At gøre det disse børn hævder, at de godt vil have man gør, er ikke altid det samme, som at gøre  det som er til børnenes bedste. Terapeuter som er af den overbevisning at de må "respektere" deres børneklienter og give efter for deres ønsker, vil gøre disse børn en bjørnetjeneste. De samme terapeuter vil ikke "respektere" børnenes ønske om ikke at få en injektion med poliovaccine, men alligevel vil de respektere børnenes ønske om ikke at møde faren, selv om der ikke findes tydelige bevis på misbrug, dårlig behandling eller omsorgssvigt. Terapeuten bør huske, at børnene før skilsmissen  havde et godt, stærkt forhold til faren og at der fortsat må findes stærke psykologiske bånd. Terapeuten bør anse børnenes udtalte modvilje for overfladisk og opbygget med henblik på at indynde sig hos moren. Det at tage disse beskyldninger om dårlig behandling alvorligt er en forfærdelig bjørnetjeneste mod disse børn. Det kan bidrage til en fastlåsning af forældre-fjendtliggørelses-syndromet og kan resultere i et årelangt, om ikke livslangt, fjendskab.
 
Ligeledes bør terapeuten, når en fabrikeret (i modsætning en bona fide ("i god tro")) incestanklage bliver  bragt på banen, og terapeuten er overbevist om at den er falsk, ikke dvæle ved disse beskyldninger. Det er typisk, at sådanne falske beskyldninger efterhånden bliver udpenslet, og nye beskyldninger dukker op, når de gamle ikke virker. En professionel terapeut  vil ikke tillægge disse beskyldninger værdi. Det er derimod terapeutisk at sige "Dette skete ikke! Så lad os fortsætte og snakke om virkelige ting, sådan som dit næste besøg hos din far". Terapeuten må erkende at børnene behøver ham for at bruge ham som påskud til at besøge faren. Når de bliver "tvunget" til at besøge faren, kan de sige til moren at terapeuten er gemen,  grusom, etc. og at de egentlig ikke ville hjem til faren, men at det er terapeuten som "tvinger dem". Også dommeren bør erkende at han (hun) kan have denne funktion for børnene. Med en retskendelse kan børnene sige til moren : "I virkeligheden hader jeg far, men den dumme dommer siger, at jeg skal være hos far."
 
Terapeuten må også erkende at ældre børn kan overføre morens programmering nedad til de yngre børn. Det er sandsynligt, at især de ældre børn  vil gøre dette under samværene hos faren. Moren stoler derved på at hendes medsammensvorne skal bearbejde de yngre, mens de er i fjendens lejr (farens hjem). Disse ældre børn kan til og med være hjernen i "indsidejobs" i farens hus. Følgelig kan en "del-og- hersk"-tilgang være nødvendig. Dette opnås bedst ved at kræve at børnene skal have samvær hver for sig -  eller i hvert fald adskilt fra de ældre programmerende søskende -  indtil de alle (inkluderet moren) har oplevet,  at de forfærdelige konsekvenser ved at være alene med faren ikke blev til virkelighed. En ældre søster kan f.eks. programmere sine to yngre brødre til at tro at faren er farlig og/eller skadelig, når de selv kun viser  milde tegn på  forældre-fjendtliggørelses-syndromet. Når de besøger faren og slapper af  og har sluppet den vagtsomme attitude, kan hun lynhurtigt minde dem om den dårlige behandling, som de sandsynligvis vil blive udsat for under sådanne forhold. Det at strukturere samværet således, at søsteren har samvær adskilt fra sine brødre (i det mindste i en periode) er den mest effektive måde at håndtere sådanne problemer på. Dette er et godt eksempel på et vigtigt aspekt ved terapien i disse familier, nemlig at der opnås mindre ved forsøg på at give folk indsigt, og at man opnår meget mere ved at strukturere situationer og ved at give enkeltpersonerne virkelige oplevelser.
 
Afhentningerne, d.v.s. tidspunkterne hvor børnene afleveres  fra moren til faren, kan være særligt vanskelige for børn, der lider af forældre-fjendtliggørelses-syndromet. Når begge forældre og  børnene er samlet, bliver loyalitetskonflikterne  mest intense og symptomerne mest alvorlige. Det er derfor ikke nogen god idé, at lade faren hente børnene ved morens hjem. Med et sådant scenerium - mens moren kan iagttage børnene  direkte -  er det meget sandsynligt, at de vil modsætte sig at følge med faren, og de vil helt forudsigeligt  få morens støtte (åbenlyst eller skjult) til deres modstand. Alternative afhentningsmåder må derfor foreslås - måder som medfører at børnene ikke er sammen med moren og faren samtidigt.
 
Et godt afhentningssted er terapeutens kontor. Moren kommer med børnene, tilbringer et stykke tid sammen med dem og med terapeuten for derpå at gå hjem og lade børnene være alene med terapeuten. Derefter kommer faren som tilbringer nogen tid sammen med børnene og terapeuten for derpå at tage børnene med hjem. Eller en virkeligt upartisk mellemmand, som børnene kender godt og stoler på, kan hente dem i morens hjem og bringe dem til farens hjem.
 
Så snart retten har taget den endelige beslutning om, at børnene skal fortsætte med at blive boende hos moren, bliver børnene i stand til at slippe  nedrakningsscenariet. Dette er et meget vigtigt punkt. Børnene udvikler deres nedrakningskampagner mod faren fordi de ønsker at  beholde de psykologiske bånd til moren. Når retten har bestemt at børnene skal fortsætter med at blive boende hos moren, kan de slappe af og tillade sig at glæde sig over et mere  tilfredsstillende forhold til deres far. Kort fortalt, retsafgørelsen fjerner børnenes behov for at udvise symptomer, og disse kan derfor slippes.
 
Jeg har været involveret i en række sager, hvor mødrene i denne kategori pludseligt bestemmer sig for at flytte til en anden landsdel. De får pludseligt "hjemve" efter at de i mange år har slået sig til ro i den del af landet hvor børnene er vokset op. Enkelte bestemte sig pludseligt for at de (og selvfølgeligt børnene) ville flytte fra det sted, hvor forældremyndighedskonflikten fandt sted og "begynde på en frisk"  og/eller "finde sig selv" på et fjerntliggende sted. Nogle få hævdede at de havde bedre arbejdsmuligheder et andet sted i landet. Det vil være en fejl  af terapeuten at tage disse påstandene for gode vare. Retten bør  anbefales at informere moren om, at det står hende frit at flytte til en anden del af landet, når som helst, men at hun skal forstå, at hvis hun gør det, vil det være uden børnene. En sådan løsning kan også indgå  i terapeutens  endelige anbefalinger.
 
Mens mødrene i den alvorlige kategori sandsynligvis ikke er kandidater til behandling, kan enkelte mødre i den moderate kategori virkeligt deltage   meningsfyldt i en terapeutisk proces. Jeg mener, at det er at foretrække, at den retsudnævnte terapeut under samtalerne med moren,  tager sig af hendes underliggende problemer. Til dette formål  kan det måske alligevel være nyttigt at arbejde med en separat terapeut , som ikke understøtter hendes forvrængede syn på tingene. Det er meget vigtigt at morens terapeut ikke er en person af den ovennævnte type (oftest en kvinde), der forener sig med moren i hendes vildfarelser vedrørende faren. Sommetider er et centralt element i morens raseri det faktum, at faren har etableret sig i et nyt forhold og mens hun ikke har. Hendes jalousi er en faktor, som bidrager til hendes program med at skade sin tidligere ægtemand ved at fratage ham hans børn, hans dyrebareste skat. En anden faktor, som ofte bidrager til hadet, er morens ønske om at opretholde et forhold til sin tidligere ægtemand. Den voldsomme aktivitet med gensidige beskyldninger, angreb og forsvar og angreb og så videre, er en garanti for fortsat at være involveret. De fleste vil, når de bliver stillet over for valget mellem  fuldstændig opgivelse og fortsat fjendtlig involvering, vælge det bitre forhold. Disse mødre demonstrerer dette synspunkt ganske udmærket. I det omfang man kan hjælpe hende med at "samle brudstykker op af hendes liv " og danne nye interesser og engagementer, er det sandsynligt, at man vil reducere raseriet. Den bedste terapeutiske oplevelse en sådan kvinde kan få, er at møde en ny mand, som hun bliver dybt engageret i og etablerer et stærkt forhold til.
 
De terapeutiske tilgange til fædrene i denne kategori ligner dem, der  bliver brugt over for fædrene i den første kategori. Man må forklare dem, hvad der sker og hjælpe dem at blive " tykhudede ". De må få hjælp til ikke at tage børnenes bagvaskelser alvorligt. De må hjælpes til at aflede børnene hen imod sundere samtaler og ikke dvæle ved, om en bestemt beskyldning er sand eller usand. De må hjælpes med, at give børnene sunde oplevelser, som er den mest effektive modgift  mod de vildfarelser, som de måtte have vedrørende hans skadelige og/eller farlige kvaliteter.
 
Når man arbejder individuelt med børnene, bør børnene frarådes at "fedte for" hver af forældrene, ved at  forsøge at fortælle dem, det de - børnene -  tror, at forældrene godt vil høre lige her og nu,  uanset  konsekvenserne. Terapeuten bør give udtryk for, at han tvivler på deres modvilje mod faren. De bør ikke tage børnenes falske beskyldninger alvorligt, men  i stedet hurtigt gå videre til andre emner. Derimod bør de efter børnenes samvær med faren understrege over for børnene, at deres syn på faren som et uhyre ikke blev bekræftet under samværet. Under terapien af  familien, når den er samlet, bør terapeuten "ryge løgnene ud". Det er meget mere  sandsynligt, at man kan klare dette ved familiesamlingerne end ved de  individuelle samtaler. Det bør stå klart for terapeuten, at så længe retssagen står på, vil direkte arbejde med børnene være vanskeligt og en tilstrækkelig afhjælpning af symptomerne næppe være mulig. Derfor må terapeuten i sine meddelelser til dommeren stadigt minde ham (hende) om, at jo længere sagsbehandlingen er, desto mindre er sandsynligheden for at behandlingen skal lykkes.
 
Terapeuten kan med fordel forsøge at finde en sund "indside kontakt" i morens familie. Sommetider kan morens mor og /eller far udfylde denne rolle. Det kan også  være morens bror ellersøster. Man må se efter en person, som er opmærksom på, at moren "går for langt", når det gælder den modvilje hun har mod sin ex-mand og  som også frembringer børnenes fjendtlighed mod faren. Hvis der var et godt forhold mellem farens forældre og morens forældre før skilsmissen, kan terapeuten appellere til farens forældre om at tage en  snak med morens forældre. Sommetider kan familiemøder, hvor alle fire bedsteforældre er tilstede - sammen med mor og far - være nyttige i så henseende. Morens mor kan være en meget kraftfuld terapeutisk allieret, hvis terapeuten er i stand til at sikre sig hendes hjælp. Jeg kan ikke stærkt nok understrege vigtigheden af at terapeuten forsøger at finde en sådan allieret i morens familie. Denne person kan sommetider få moren til fornuft og på en effektiv måde få hende til "løse op" og indse hvor skadelig hendes handlemåde er for børnene.
 
Mange i morens omgangskreds, som er opmærksom på morens ukloge opførsel, har en holdning, der består i, at "de ikke ønsker at  blive involveret ". Terapeuten kan med fordel forsøge at få kontakt med sådanne personer og bede dem tænke igennem, at deres neutralitet kan være en frygtelig ugerning mod børnene. Jeg har ingen problemer med at give disse personer dårlig samvittighed, hvis det kan tjene til at gøre det lettere for dem at blive involveret i den terapeutiske proces.
 
Ikke alle terapeuter er i stand til at arbejde med sådanne familier. De må som nævnt være "tykhudede" for at kunne tåle børnenes komediespil, når de hævder, at de bliver udsat for forfærdelige traumer og uværdige forhold i farens hjem. De må også være personer som ikke har betænkeligheder ved at indtage en noget diktatorisk position. Dette er især vigtigt for deres forhold til disse børns mødre. Terapeuten må være indforstået med, at en stor del af terapien mere består i at manipulere og strukturere situationer end i at give folk indsigt. I samme takt som terapeuten kan tilføje personer viden om livserfaringer, kan  personerne også ændre deres fejlagtige virkelighedsopfattelse.  Terapeuter med en stærk orientering mod  psykoanalytisk udspørgning er generelt set ikke kvalificeret til at udføre disse behandlinger. Jeg er selv psykoanalytiker og lader de fleste af mine voksne patienter gennemgå psykoanalytisk terapi. Når der derimod foreligger et forældre-fjendtliggørelses-syndrom (FFS), må den terapeutiske tilgang førstinvolvere en betydelig grad af personmanipulation (i reglen ved hjælp af en retskendelse) og -strukturering, før man kan sætte sig ned og have en meningsfyldt samtale med de involverede parter. Jeg må også sige, at terapeuter, som accepterer patienternes ønsker som rigtige, (uanset om det er børn eller voksne) og mener at det terapeutisk er forbudt  at presse eller tvinge en patient, heller ikke er kandidater til at betjene sådanne familier. Også jeg anser mig selv for at være følsom over for mine patienters behov. Men der er som nævnt stor forskel på, at gøre  det patienten ønskerog det patienten har behov for. Dette er grunden til, at retten spiller en så vigtig rolle i behandlingen af familier, når forældre-fjendtliggørelses-syndromet foreligger. Uden at terapeuten har rettens magt til at iværksætte de forskellige manipulationer og strukturelle ændringer er det lidet sandsynligt at en vellykket terapi er mulig.
 
Milde tilfælde af forældre-fjendtliggørelses-syndromet.
Mødrene til børn i denne kategori har stort set sunde psykologiske bånd med børnene. Disse mødre  kan måske erkende, at kønnenes ligestilling i forældremyndighedssager kan medføre besværligheder for børnene, men disse mødre er fornuftige nok til ikke lige uden videre at involvere retten for at opnå eneforældermyndighed. Disse mødre accepterer, at fjendtliggjørelse af faren ikke er til børnenes bedste og er villige til at indtage en mere forsonlig holdning til farens anmodninger. De går enten (om end modvilligt) med på et kompromis med fælles forældremyndighed eller lader endog faren have eneforældremyndighed, mens de har et omfangsrigt samvær. Selv om disse mødre tror,atdet vil være til børnenes bedste at forblive boende hos dem, indser de, at langtrukne retsforhandlinger vil påføre alle familiemedlemmer større sorg end en uklog forældremyndighedsløsning, nemlig hvor faren er mere involveret (ved ene- eller fællesforældremyndighed) end hvad de mener er påkrævet. Alligevel ser vi enkelte tegn på, at disse mødre udøver programmering for at styrke deres egen stilling. De er ikke paranoide, men de er vrede og har måske et  ønske om hævn. Det er mindre sandsynligt at motivet for at programmere børnene er hævnlyst, end at det blot er for at styrke deres egen stilling i en ikke-ligestillet situation. Af de tre kategorier mødre er det disse mødre som stort set har været de mest hengivne i de tidligste år af børnenes liv og derved udviklet de stærkeste og sundeste psykologiske bånd til børnene.
 
Børnenei denne kategori udvikler også deres egne forestillinger, igen med et let påtryk fra moren. Her er børnenes primære motiv at styrke morens position i forældremyndighedskonflikten for at opretholde de stærkere psykologiske bånd som de har med deres mødre. Det er disse børn som sandsynligvis er mest ambivalente når det gælder  samvær og er mest fri til at give udtryk for at de holder af  faren, selv i morens nærvær.
 
Når det gælder  terapi er dette i de fleste tilfælde ikke nødvendig. Det disse børn trænger til er en endelig retskendelse, der bekræfter at de primært vil fortsætte med at bo hos moren og at der ikke vil være nogen trussel om at de vil blive overført til faren. Dette  vil i reglen "kurere"  forældre-fjendtliggørelses-syndromet. Hvis børnene trænger til  terapi er det af andre grunde, muligvis pga.  fjendtligheder i forbindelse med selve skilsmissen.
 
Afsluttende kommentar vedrørende anbefalinger for familier, hvor der foreligger et forældre-fjendtliggørelses-syndrom (FFS). Mit formål i denne sektion har været at forsyne mental-sundhedspersonale med retningslinier for rådgivning af retten og for hvordan man skal tage sig af børn med forældre-fjendtlighed og deres familier. Som nævnt kan en behandling, uden en fornuftig anbringelse af børnene (hvortil en retskendelse kan være nødvendig), være resultatløs. I flertallet af sager med forældre-fjendtliggørelses-syndrom er det moren, som er den favoriserede forælder og faren den nedrakkede. Der findes selvfølgelig også tilfælde hvor faren er den favoriserede forælder og moren den af forældrene som bliver bagtalt. For at forenkle fremstillingen, og fordi mødrene som oftest er den favoriserede forælder, har jeg brugt hende som eksempel på den foretrukne forælder -  men er helt klar over, at det i nogle tilfælde er faren, som er den foretrukne forælder og den som kan udøve programmering af børnene og at det er moren, som er den foragtedeforælder. I sådanne tilfælde er det fædrene som må inddeles i de ovennævnte kategorier og gives de samme hensyn som beskrevet for mødrenes vedkommende
 
Jeg indrømmer at det er noget kunstigt at inddele disse familier i tre kategorier. I virkeligheden er der en glidende overgang fra de meget alvorlige tilfælde til de meget milde tilfælde. Det er dog vigtigt at fastholde at gradsforeskellene er værdifulde og vigtige at være opmærksomme på, hvis man skal kunne give de rigtige terapeutiske anbefalinger. Det er især vigtigt for den sagkyndige at han på alle måder forsøger at skelne mellem mødrene i kategori ét (alvorlige) og dem i kategori to (moderate ). De førstnævnte er ofte så forstyrrede at forældremyndigheden bør  overføres. De andre mødre kan, til trods for deres krumspring,  generelt  fortsat fungere udmærket, som den der har forældremyndigheden.
 
[Det sidste afsnit medtages,  fordi man i nogen grad rent børnefagligt kan sammenligne en "børnesagkyndig" i Danmark med procesværgen, men ikke med terapeuten. Både procesværgen, der beskrives her, og den børnesagkyndige kommer fra en meget heterogen gruppe. Forældre-fjendtliggørelses-syndromet (FFS) er for de fleste et ukendt eller overset begreb. (Oversætterens tilføjelse)] 
 
Til sidst en særlig bemærkning om  procesværger. I de fleste af de forældremyndighedssager  jeg har medvirket i,  har jeg fundet at procesværgen er nyttig. Ham (hende) kan man i reglen stole på, når det gælder at få hjælp til at fremskaffe dokumenter, som en af forældrene kan være tilbageholdende med at fremvise eller med at være behjælpelig med  at assistere retten med at få modvillige forældre til at samarbejde mens undersøgelsen står på.   Procesværgen kan være en god allieret for terapeuter, der behandler  familier, hvor der foreligger et forældre-fjendtliggørelses-syndrom. Der er dog en klar risiko ved at anbefale retten at udpege en sådan person. En procesværge som ikke er vant til årsagerne, manifestationerne og korrekt behandling af børn med forældre-fjendtliggørelses-syndrom, kan vise sig at være en klar hindring for et godt  behandlingsforløbet. Procesværgerne lægger ofte  sin stolthed i at understøtte børnenes behov. Uheldigvis er mange naive og støtter børnenes position som  en reflekshandling. De er måske ikke klar over atde derved  viderefører den sygelige tilstand. Enkelte har store vanskeligheder med at støtte nødvendige manøvrer (sådan som når man insisterer på at børnene besøger en far som de hævder at  hade), fordi det går for meget imod deres traditionelle holdning til klienter. Ofte identificerer de sig pr. automatik med deres klients situation. For at procesværger skal kunne arbejde effektivt i familier med forældre-fjendtliggørelses-syndrom, må de tilpasse sig til denne nye holdning til klienterne. Derfor er det godt at terapeuter, når de anbefaler en procesværge, overfor retten understreger vigtigheden af, at sikre sig  et individ, som har en betydelig viden  om de  særlige tilgange, som det er nødvendigt at benytte sig af, når man arbejder med disse familier.
 

   
Gardner. R. A. (1986). ChildCustody Litigation: A Guide for Parents andMental Health Professionals (Retssager om forældremyndighed: Enguide for forældre og mental-sundhedspersonale) Cresskill. N.J Creative Terapeutics.

Gardner. R. A.(1987). The Parental Alienation Syndrome and Differentiation Between Fabricated and Genuine Child Sex Abuse. (Forældre-fjendtliggørelses-syndromet og forskelle mellem opdigtet og ægte seksuel misbrug af børn) Cresskill, N. J. : Creative Therapeutics.
SiteBuilder drevet af  Vistaprint